CapMon/Elastic Tech Seminar
09/01/2020MSSP partner hos Tenable
15/09/2020Overvågning sparer penge
Det er rart at være på forkant med situationen, så man kan nå at reagere og ikke hele tiden skal slukke ildebrande. Det er de fleste it-afdelinger nok enige om. Men det er også rart at spare penge. De to ting hænger dog sjældent sammen. Hos Jammerbugt Kommune har man fundet en løsning, der inkluderer overvågning af en lang række af kommunens it-systemer og -services, så man er på forkant og samtidig sparer penge på bedre udnyttelse af den eksisterende hardware.
I Jammerbugt Kommune overvåger man ikke alene, at tingene kører, som de skal, og der ikke er udfald eller nedbrud. Man tester også proaktivt brugernes oplevelse af kommunens digitale systemer.
“Det er aldrig rart, når medarbejderne kontakter dig og klager over, at systemerne er nede eller langsomme, at de ikke kan logge på eller noget helt tredje. Med automatisk overvågning af systemerne, får vi en alarm, når noget ikke virker. Så kan vi nå at fikse det – ofte inden nogen når at blive berørt af det. Vi har ikke ressourcer til selv at kontrollere, at alting hele tiden kører, som det skal,” siger Leif Mortensen, som er Manager of Operations hos Jammerbugt kommune.
Overholdelse af SLA-aftaler
“Overvågningen giver os konstant et billede af, hvordan situationen med hensyn til oppetid, båndbredde og kapacitet i øvrigt ser ud. På den måde kan vi holde øje med, at de SLA-aftaler, vi har indgået med vores leverandører, bliver overholdt,” fortæller Leif Mortensen
God økonomi i serverovervågning
Overvågningen dækker ikke bare oppetid. Der overvåges også på netværkskomponenter, status på servernes CPU, RAM-forbruget, forbrug af diskplads mm. “Med overvågning af servernes diskplads kan vi se, hvor der er ledig plads, og hvor der er pres på. Det betyder, at vi lettere kan flytte rundt og allokere plads afhængig af, hvor behovet opstår. Det er der jo langt bedre økonomi i, end hvis man investerer i nye servere, fordi de eksisterende servere umiddelbart ser ud til at være fyldt.
Der er også god økonomi i at holde øje med vores SLA-aftaler og måske justere på dem i takt med ændringer i vores behov,” siger Leif Mortensen.
“Desuden tager CapMons overvågning backup af konfigurationen. Det er en stor fordel, for det betyder, at vi har kopier af alle switche. Mange af dem er forskelligt sat op, og det kan tage lang tid at genetablere, hvis der sker et nedbrud,” forklarer Leif Mortensen.